Nærende grønkålssalat med æbler, mandler og feta

Ærligt? Så har jeg aldrig været så vild med grønkål. Eller det vil sige, at jeg godt kan få det ned, hvis det er lavet til chips, fordi chips er life og min evige synder - no shame.
Men for ikke så længe siden satte jeg mig for, at jeg skulle lære at spise grønkål, ligesom jeg for år tilbage lærte at spise oliven ved at få de bedste af slagsen dagligt i 14 dage i Grækenland, hvor jeg har boet og arbejdet. Lige siden har jeg elsket oliven i alle afskygninger, så hvorfor ikke med grønkål?
Grønkål indeholder mange kostfibre, der holder dig mæt og holder dine tarme vedlige, hvilket også er vigtigt for en sund hud, for hvis dine tarme ikke trives, kan det ofte ses i din hud. Herudover indeholder grønkål A- B- C- og K-vitamin, som er gode for vores immunforsvar samt kalk, jern og magnesium. Altså det er jo et sandt overflødighedshorn af gode sager, så grønkål er jo ret godt at kunne lide, ik🙃
Læg dertil, at dadler også er et sandt lille mirakel, der indeholder kostfibre, A-, C- og flere forskellige B-vitaminer samt kalium, jern og zink, så har du altså en sand skude af sundhed lige her.
Jeg endte med at kaste mig over en salat, og eftersom det ikke så meget er smagen af grønkål, der driller mig, men nærmere den seje konsistens, som nærmest føles, som at have fået stukket et stykke læder i munden, så sørgede jeg for at snitte grønkålen virkelig fint.
Salaten blev til sådan her, og jeg lover, at den smager ægte godt:
En lille håndfuld mandler
1 spsk tamari fra Urtekram (eller almindelig soya)
170 g grønkål
1 æble
5 tørrede dadler
75 g græsk feta
Dressing:
3 spsk olivenolie
2 spsk æblecidereddike
1 tsk honning
salt
peber
Hæld mandlerne på panden og varm den godt op, så mandlerne bliver let ristede. Skru lidt ned og hæld soya på. Rør rundt på panden, så alle mandlerne kommer i kontakt med soyaen indtil, det hele er trængt ind. Lad tørre på bagepapir.
TIP! Sørg for at lave rigeligt med soya mandler, da det er en skøn snack at have med på job eller i løbet af dagen.
Bland alle ingredienser til dressingen.
Skær grønkålen fri af stænglerne og snit det ultrafint - eller altså det bestemmer du jo selv, men that's how I like it 😅 Kram dressingen godt ind i salaten.
Hak dadlerne fint i små tern og bland med grønkålen.
Smuldr feta udover salaten.
Snit æblet i fine tern - med skræl og fordel over salaten.
Fordel til sidst de ristede soyamandler og nyd salaten til et stykke kylling, grøntsagsbøf, eller hvad du nu lyster 🥬
Ps. Den smager i mine øjne endnu bedre dagen efter så sørg evt. for, at der er ekstra til madpakken.